Historien
Et navn værd at bære — og den disciplin, der gør det fortjent.
Seks kapitler, i den rækkefølge vi levede dem. Læs i ét stræk, eller vend tilbage til et enkelt — hvert står alene.
01
Om at vælge at opkalde et lille destilleri i Amsterdam efter Kyros den Store
Et navn, vi måtte gøre os fortjent til
Kyros II af Persien underskrev verdens første menneskerettighedserklæring og byggede et imperium, der respekterede sprogene og guderne hos de folk, der boede i det. Vi bygger ikke et imperium. Vi laver flasker. Men vi ville have et navn, der pegede et sted hen — mod en tradition, der er ældre end vores, mod en disciplin, der er større end handel.
Den første portion Saffron Gin kom ud af en kobberkedel, vi havde lånt af en ven i Schiedam. Etiketterne ankom fra trykkeriet to dage senere, end vi havde planlagt, så flaskerne stod på et køkkenbord i otteogfyrre timer og ventede på at blive klædt på. Da etiketterne kom på, var ginnen allerede lovet væk til en vinbar i De Pijp, et hotel på Keizersgracht og en kok, der nægter at lade sig nævne på tryk.
»Vi ville ikke have et navn, der forklarede brandet. Vi ville have et, der krævede noget af det.«
02
Hvorfor Safranlinjen begynder og slutter med én ingrediens
Safranen, der startede det hele
Iran dyrker omkring 90% af verdens safran. Khorasan i landets nordøst leverer tråde, der smager af honning, læder og tørt hø. Vi køber vores fra et familiekooperativ uden for Torbat Heydarieh — lille nok til, at vi kender de kvinder, der plukker støvdragene, stort nok til, at forsyningen ikke svigter, når en høst skuffer.
Koldmacereret i otteogfyrre timer før destillation frigiver safrantrådene først farve, så aroma og til sidst den afrundede varme, der gør, at Saffron Gin står så godt alene. Vi bruger 2,4 gram pr. liter. Det lyder beskedent, indtil man holder en enkelt tråd mellem fingrene.
03
Om at destillere i Holland og hente råvarer i Iran
En persisk-hollandsk hånd
Begge sider af familien er til stede i hver flaske. Den hollandske side gav os disciplinen med kolde rum, kalibrerede termometre og en skattemyndighed, der tager dit papirarbejde alvorligt. Den persiske side gav os tålmodigheden til at vente tre måneder, før en spiritus føles klar, villigheden til at bruge ingredienser, som andre destillatører finder for dyre, og overbevisningen om, at en god flaske skal smage af et sted — aldrig bare af en smagsprofil.
04
Hvorfor vores flasker står ved siden af maden, ikke foran den
Bygget til bordet, ikke til hylden
En stor del af spiritusverdenen er bygget op omkring flasken som objekt: tungt glas, guldfolie, skriftsnit, der tager sig selv meget højtideligt. Vi valgte det modsatte. Vores flasker er afvejet til at skænke, ikke til at udstille. Etiketterne er bogtryk, fordi bogtryk slides ærligt — et afstødt hjørne læses som historie, ikke som skade.
Shiraz Red tappes ved 13,5%, fordi det er der, druerne ville lande i det hollandske klima — ikke ved 15%, fordi et marketingteam syntes, at større tal solgte bedre. Saffron Beer brygges bitter nok til at rense ganen inden næste slurk; ginnen er justeret til cocktails først og til at drikke ren som nummer to.
»Hvis vores gin er det mest højlydte på dit bord, har vi lavet den forkerte gin.«
05
Hvor vi er, hvad vi arbejder på
Kælderen i dag
Vi arbejder ud af et ombygget lager i Amsterdam-Noord. To kobberkedler, én kolonnekedel til vodkaen, et bryggeri på fem hektoliter til øllene og en lille kælder, hvor Shiraz afsluttes i seks måneder på neutral fransk eg. Hele driften kører på fem personer. Vi kunne være større. Vi har ikke travlt.
Næste på bænken: en bygmodnet safrangin, der afslutter sine første otte måneder på bourbonfade med anden påfyldning. En rosé lavet af Petit Verdot dyrket syd for Maastricht. En negroni på flaske — allerede blandet, allerede afbalanceret, klar til et glas og én enkelt isterning.
06
Slutningen på historien er den del, vi endnu ikke har skrevet
Hvad dette brand skylder
Et brand, der tager sit navn fra en 2.500 år gammel kejser, arver en gæld. Vi tager den alvorligt. 1% af hver ordre går til Tarlan, en nonprofitorganisation i Amsterdam, der genbosætter iranske kunstnere, journalister og menneskerettighedsaktivister, der flygter fra politisk gengældelse. Vi sætter det ikke på flasken. Det føles mere højlydt, end det er.
Hvis du læser dette, har du sandsynligvis åbnet en af vores flasker. Tak. Det næste kapitel er den flaske, du åbner næste gang, og den efter, og måltidet, du sætter omkring dem.